fredag den 23. november 2018

Malstrømmen – Poe og Danmark


 http://www.poeselskabet.dk/?page_id=1174

Det Danske Edgar Allan Poe selskab har netop udgivet bogen Malstrømmen - Poe og Danmark. Den består af artikler om Poe, hvoraf nogle tidligere har været trykt i de første numre af medlemsbladet som også hed Malstrømmen.

Ud over at Poe altid er relevant at nævne i sammenhæng med Lovecraft, så indeholder bogen også en artikel hvor Lovecraft nævnes. Artiklen er om den danske forfatter Hugo Rumpfstadt, som skulle have skrevet i amerikanske pulp magasiner samtidig med Lovecraft. En af Rumpfstadts noveller omtales sågar som et forstudie til Lovecrafts ”The Nameless City”.

Det vil være yderst interessant hvis der kunne spores en dansk inspiration til Lovecraft.

En sådan inspirationskilde findes dog ikke her. Hugo Rumpfstadt har nemlig aldrig levet. ”Han” er en fiktiv person som blev opfundet som en spøg. Navnet er tidligere blevet omtalt i forskellige fanzines i 80’erne, men altså kun som en spøg, en spøg som forfatterne til denne artikel i Malstrømmen har bragt videre. Så beklager hvis jeg ødelægger morskaben her.

Hvis man søger på ”Hugo Rumpfstadt” på nettet, så finder man følgende beskrivelse fra Klaus Johansen, som egentligt meget godt opsummerer hvem denne kontrafaktiske person er (en beskrivelse som er underskrevet af en anden fiktiv person eller pseudonym om man vil):

Uskrevne ord i ulæste bøger:
Hugo Rumpfstadt er formentlig en af de mest glemte forfattere som aldrig fandtes hvorfor han ikke findes i erindringen hos de fleste og heller ikke hos de færeste hvor man ellers ofte finder lidt af hvert… hugo rumpfstadt skrev noveller og kortromaner som aldrig blev skrevet til magasiner der aldrig fandtes… af samme grund blev de aldrig læst og derfor forblev hugo både ukendt og glemt på én gang… hans kendteste ukendte fortællinger hedder ikke under maanens overskæg og ud af fremtidens parykskab, men ved et sammentræf eller en bøjning i tiden gør de det alligevel og kan læses igennem mediet walter f. lake hvem vi er megen tak skyldig… i håbet om evig glemsel forbliver vi etc.
Hans Severin Ghemte


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar