Højtiden

Højtiden

af H.P. Lovecraft

Dæmoner gør sådan, at ting, der ikke findes, forekommer mennesket at være virkelige

- Lacantius

Jeg var langt hjemmefra, og Atlanterhavets magi havde ramt mig. I tusmørket hørte jeg det slå mod klipperne, og jeg viste det lå lige på den anden side af bakkerne, hvor de krogede piletræer vred sig under den klare nattehimmel, og hvor aftenens første stjerne var ved at vise sig. Da mine slægtninge havde kaldt mig til den gamle by bag bakkerne, fortsatte jeg igennem den lette nyfaldne sne, ad vejen der snoede sig ensomt op til hvor den fjerne stjerne Aldebaran glinsede imellem træerne; videre mod den ældgamle by, som jeg aldrig havde set men ofte drømt om.

Det var den juletid hvor folk fejre Kristi fødsel selvom de godt ved i deres hjerter at højtiden er ældre end Betlehem og Babylon, ældre end Memphis og menneskeheden. Det var juletid, og jeg var endelig ankommet til den gamle havneby hvor mit folk havde boet og afholdt festligheder i ældre tider da fejringen af højtiden var forbudt; hvor de også havde beordret deres sønner til at afholde højtiden en gang hvert århundrede, så erindringen om de oprindelige hemmeligheder ikke ville blive glemt. Mit folk er et gammelt folk, et folk der var gammelt allerede da dette land blev grundlagt for 300 år siden. Og det var et forunderligt folk, for de var kommet som mørke underfundige folk fra sydlige lande med orkidehaver, og de talte et andet sprog før de lærte fiskerne med de blå øjnes tungmål. Og nu var de spredt, og delte kun de mystiske ritualer som ingen nulevende kunne forstå. Jeg var den eneste der kom tilbage den nat til den gamle fiskerby som legenden bød, for kun de fattige og ensomme erindrede dette.

Bag bakkekammen så jeg Kingsport udstrakt i den frostklare dis. Det snedækkede Kingsport med dets antikke tårne, tagspær og skorstene, havnekaj og små broer, piletræer og kirkegårde; endeløse labyrinter af trapper, smalle, skæve gader, og skæve kirkekronede centrale høje som tiden ikke turde røre; En endeløse labyrinter af huse i kolonialstil forfaldne og sammenstyrtede fra alle sider som et barns væltede klodser. Fortiden svævende på grå vinger over vinterhvide gavle og hængende tage; døre og vinduer med små ruder der en for en lyste ud i det kolde tusmørke, og faldt sammen med lyset fra stjerneformationen Orion og de arkaiske stjerner. Og mod de rådnende bådbroer slog havet; det hemmelighedsfulde og ældgamle hav hvorfra folket var kommet i ældre tider.

Ved siden af vejens bakkekam rejste sig en endnu højere høj, trøstesløst og vindblæst, og jeg så at det var en gravplads hvor sorte gravsten stak spøgelsesagtigt igennem sneen som rådnende fingernegle på et kæmpe lig. Den ensomme vej var uden spor af trafik, og sommetider synes jeg at jeg hørte en fjern skrækkelig knirken som af en galge i vinden. De havde hængt fire af min slægtninge, dømt for hekseri i 1692, men jeg vidste ikke nøjagtigt hvor dette var sket.

Mens vejen snoede sig ned ad de kystvendte skrænt, lyttede jeg efter en landsbys kærkomne muntre aftenlyde, men jeg hørte dem ikke. Da kom jeg til at tænkte på årstiden, og tænkte at disse gamle puritanske folk sikkert havde kristnejuleskikke der var fremmede for mig, fyldt med stille bønner. Herefter lyttede jeg ikke efter munterhed eller kiggede efter andre rejsende, men fortsatte ned forbi stille oplyste gårde og skyggefyldte stenmure, ned til hvor skiltene fra gamle butikker og krostuer knirkede i den salte søbrise, og de groteske dørhamre på søjleomsluttede døråbninger glinsede imod øde ikke brolagte veje, i lyset fra de små vinduer hvor gardinerne var trukket for.

Jeg havde set kort over byen, og vidste hvor jeg skulle finde mit folks hjem. Det var blevet fortalt at de vidste jeg ville komme og at jeg ville være velkommen, for landsbyers overleveringer lever længe; så jeg hastede igennem Back Street til Circle Court, og igennem den friske sne på den eneste fuldt brolagte gade i byen, til der hvor Green Lane leder ud bag markedshuset. Det gamle kort var stadig godt nok, og jeg havde ingen problemer; selvom de måtte have talt usandt i Arkham, da de sagde at sporvognen kørte hertil, for jeg så ikke nogen kabler hænge over gaderne. Sneen ville under alle omstændigheder have dækket skinnerne. Jeg var glad for at jeg havde valgt at gå, for den snedækkede by havde set smuk ud fra bakken; og nu var jeg ivrig efter at banke på døren hos mit folk, i det syvende hus på venstre hånd på Green Lane, med et gammelt spidst tag og udhængende anden etage, alt bygget før 1650.

Der var lys inde i huset da jeg kom frem til det, og på de diamantsprossede vinduesruder kunne jeg se at det var blevet holdt meget tæt til dets oprindelige stand. Den øverste del hang over den smalle græsovergroede gade og nåede næsten over til udhænget på huset overfor, således at jeg nærmest stod i en tunnel, med det lave sten dørtrin helt fri for sne. Der var intet fortov, men mange huse havde høje døre med et dobbelt sæt trapper med jerngelænder. Det var et underligt skue, og da New England var ukendt for mig, havde jeg aldrig set dets lige før. Selvom det tiltale mig, ville jeg have nydt det mere hvis der havde været fodaftryk i sneen, og mennesker i gaderne, og nogle vinduer hvor gardinerne ikke var trukket for.

Da jeg brugte den arkaisk udformede jern dørhammer var jeg en smule frygtsom. En frygt havde opbygget sig i mig, måske pga. det mærkelige i min arv, og aftenens trøstesløshed, og den underlige tavshed i den aldrende by med underlige skikke. Og da min banken blev besvaret var jeg reelt bange, da jeg ikke havde hørt fodtrin før døren med en knagen åbnede. Men jeg var ikke bange i lang tid, for den ceremonielt kåbeklædte, tøffel skoede gamle mand i døren havde et karakterløst ansigt som beroligede mig; og selvom han med tegn viste at han var stum, så skrev han en smuk og gammel velkomst med skrivestift på den vokstavle han bar.

Han lyste vej for mig ind til et lavloftet lokale, oplyst af stearinlys, med massive blottede spær og mørke, stive, simple møbler fra det syttende århundrede. Fortiden var levende her, for ikke en detalje manglede. Der var et stenildsted og en spinderok som en gammel kvinde i løse klæder sad krumrygget bukket over, med ryggen mod mig, mens hun spandt i stilhed på trods af festelighederne. En ubestemmelig fugtighed synes at hvile over stedet, og jeg var forundret over at ingen ild brændte. En højrygget bænk stod med front mod rækken af tildækkede vinduer mod venstre, og det så ud til at der sad en på den, selvom jeg ikke var sikker på dette. Jeg brød mig ikke om alt det jeg så, og følte igen den frygt jeg havde haft. Denne frygt steg nu på grund af det samme som tidligere havde fået den til at aftage, for jo mere jeg kiggede på den gamle mands udtryksløse ansigt, jo mere skræmte det manglende udtryk mig. Øjnene flyttede sig aldrig, og huden mindede lidt for meget om voks. Slutligt nåde jeg frem til at det slet ikke var et ansigt, men en djævelsk dygtigt udført maske. Men de slatne hænder, der på mystisk vis var dækkede af handsker, skrev venligt på tavlen og fortalte mig at jeg måtte vente et stykke tid endnu før jeg ville blive ledt til stedet for højtiden.

Den gamle mand anviste en stol, et bord, og en stak bøger og han forlod nu lokalet; og da jeg satte mig for at læse så jeg at bøgerne var ældgamle og jordslåede, og at stakken inkluderede gamle Morrysters Wilds Marvels of Science, den forfærdelige Saducismus Triumphatus af Jospeh Glanvil udgivet i 1681, den horrible Daemonolatreja af Remigius, udgivet i 1595 af Lyons, og værst af dem alle, den unævnelige Necronomicon af den gale araber Abdul Alhazred, i Olaus Wormius' forbudte latinske oversættelse; en bog som jeg aldrig havde set, men om hvilken jeg havde hørt hvisket monstrøse ting. Ingen talte til mig, men jeg kunne høre knirkende lyde i vinden udenfor og lyden af hjulet mens den krumryggede gamle kvinde fortsatte sin tavse spinden. Jeg fandt værelset, bøgerne og personerne meget morbide og foruroligende, men fordi mine fædres gamle tradition havde hidkaldt mig til denne mærkelige fest, affandt jeg mig med at skulle forvente foruroligende ting. Jeg forsøgte at læse, og blev snart skælvende opslugt af noget, jeg fandt i den forbandede bog Necronomicon; en tanke og tekst for hæslig til fornuft eller bevidsthed, men jeg lagde den til side da jeg synes jeg hørte et af vinduerne, der var placeret over for stolen, lukke, som hvis det var blevet åbnet lydløst. Det havde syntes at følge en anden snurrende end den som den gamle kvindes spinderok afgav. Det var dog ikke meget, for den gamle kvinde spandt meget højlydt, og det gamle ur havde slået. Efter det mistede jeg følelsen af at der var andre personer til stede, og jeg læste anspændt og gysende da den gamle mand iklædt støvler og en løs gammel jakke kom tilbage, og satte sig på den en bænk, hvor jeg ikke kunne se ham. Der var en nervøsitet i luften, og den blasfemisk bog i mine hænder gjorde det kun værre. Men da klokken slog elleve rejste den gamle mand sig og gik hen til en solid udskåret kiste i et hjørne, og fandt to hættede kutter frem, hvorpå han iklædte sig den ene og svøbte den anden om den gamle kvinde, der havde stoppet sin monotone spinden. De gik begge mod yderdøren, kvinden haltende og den gamle mand hidkaldte mig, efter at han have taget den selvsamme bog jeg havde læst i, og samtidig trak han hætten over sit ubevægelige ansigt eller maske. Vi gik ud i det måneløse og indviklede netværk som udgjorde denne utroligt gamle by; gik ud imens lysene i de tiltrukne vinduer forsvandt én efter én, og hundestjernen lyste over skaren af kutteklædte, tildækkede personer, der strømmede lydløst fra hver døråbning og dannede uhyrlige processioner der passerede igennem denne gade, forbi knirkende skilte og oldgamle gavle, stråtag og diamantsprossede vinduer; trådte ad stejle stræder, hvor forfaldne huse overlappede og smuldret sammen; glidende på tværs af åbne pladser og kirkegårde, hvor de vuggende lanterner dannede uhyggelig berusende konstellationer.

Midt i disse tyste skarer fulgte jeg mine stumme guider; skubbet fremad af albuer, der syntes unaturligt bløde, og presset af brystkasser og maver, der syntes unormalt kødfyldte; men jeg så aldrig et ansigt og hørte aldrig et ord. Op, op, op, den uhyggelige kolonner skred, og jeg så, at alle rejsende nærmest var sammensmeltet, da de flød i nærheden af en samling af mærkelige stræder på toppen af en høj bakke i centrum af byen, hvor der ligger en stor hvid kirke. Jeg havde set det fra vejens bakkekam, da jeg kiggede på Kingsport i skumringen, og det havde fået mig til at gyse, fordi Aldebaran havde syntes at balancere et øjeblik på det spøgelsesagtige spir.

Der var en åben plads omkring kirken; som dels var en kirkegård med spøgelsesagtig skakter, og dels et halvt brolagt torv som vinden næsten havde fejet fri for sne, og som var omkranset af skrækkelige arkaiske huse med spidse tage og udhængende gavle. Dødsflammer dansede over gravene og lod grusomme ting komme til syne, men de kastede besynderligt nok ikke nogen skygger. Forbi kirkegården, hvor der ingen huse var, kunne jeg se over bakkens top og se glimt af stjerner over havnen, selv om byen var skjult i mørke. Kun en gang imellem vuggede en lanterne forfærdeligt gennem de bugtede stræder på vej til at overhale den skare, der nu tavse gled ind i kirken. Jeg ventede indtil mængden var sivet ind igennem den sorte døråbning, og til alle efternølere var fulgt efter. Den gamle mand trak mig i ærmet, men jeg var fast besluttet på at blive den sidste. Da jeg krydsede tærsklen ind i det fyldte tempels ukendt mørke, vendte jeg mig en sidste gang for at se på omverdenen som kirkegårdens morild kastede et svageligt glød på bakketoppens brolægning. Da jeg gjorde det gøs jeg, for selvom vinden ikke havde efterladt meget sne, var nogle få pletter efterladt på stien nær døren; og i det flygtige syn syntes mine plagede øjne ikke at se spor efter fødder, ikke engang mine egne.

Kirken var sparsomt oplyst af de lanterner, der var blevet bragt derind, for størstedelen af skaren var allerede forsvundet. De var strømmet op ad kirkegulvet mellem de høje kirkebænkene op til hvælvinger, der gabte tomt og åbent lige før prædikestolen, og var nu dirrende tavse. Jeg fulgte tavst med ned ad de slidte trin og ind i den mørke, kvælende krypt. Halen af denne bugtede række af nattevandrere virkede meget forfærdelige, og da jeg så dem vrikkende ind i en ærværdig krypt syntes de endnu mere forfærdelige. Derefter bemærkede jeg, at kryptens gulv havde en åbning ned, som skaren var rettet imod, og kort efter gik vi alle ned ad en fugtigt, ejendommelig lugtende, smal ildevarslende vindeltrappe af tilhugne sten;, der snoede sig uendeligt ned i det indre af bakken forbi ensartede vægge af dryppende stenblokke og smuldrende mørtel. Det var en tavs, skræmmende nedstigning, og jeg bemærkede efter en frygtelig tid, at væggene og trin var skiftede i naturen, som var de hugget ud af klippen. Det der hovedsageligt bekymrede mig, var, at de mange fodtrin ikke gav nogen lyd og ikke afgav nogen ekko. Efter længere nedstigning så jeg nogle sidepassager eller gange, der fører fra ukendte afkroge af mørket til denne skakt af mørke mysterier. Snart var der alt for mange, ugudelige katakomber af navnløse trussel; og deres skarp lugt af forfald blev ganske uudholdelig. Jeg vidste, at vi måtte have passeret ned gennem bjerget og jorden under Kingsport selv, og jeg skælvede over at en by kunne være så gammel og ormstukket med underjordisk ondskab.
Så så jeg den skumle flimren af blege lys og hørte den snigende skvulpen af mørke vande. Igen skælvede jeg, for jeg kunne ikke lide de ting, som natten havde bragt, og jeg ønskede bitterligt, at ingen af mine forfædre havde indkaldt mig til dette urritual. Da trinnene og passagen blev bredere, hørte jeg en anden lyd, den tynde, klynker parodi af en svag fløjte; og pludselig bredte der sig ud for mit syn en uendelig indre verden - en stor svampede kyst oplyst af knejsende søjler af sygelige grønne flammer og udhulet af en bred olieagtig flod, der flød fra afgrunde forfærdeligt og uventet at slutte sig til de sorteste bugter af umindelige oceaner.

Svimlende og gispende, kiggede jeg på den uhellige Erebus af titanske paddehatte, spedalsk ild og slimet vand, og så de kappeklædte flokke der dannede en halvcirkel omkring den brændende søjle. Det var jule-ceremonien, ældre end mennesket og skæbnebestemt til at overleve ham; det oprindelige solhvervsritual og forårets løfte hinsides sneen; et ritual af ild og stedsegrønne, lys og musik. Og i de stygiske grotte så jeg dem udføre ritualet, og tilbede den sygelige søjle af ild, og smide håndfulde af den tyktflydende vegetation i vandet, som lyste grønt i chlorotisk blænding. Jeg så det, og jeg så noget amorphously siddende på hug langt væk fra lyset, spillende larmende på en fløjte; og imens tingen fløjtede tænkte jeg at jeg hørte skadelige dæmpede bølger fra fortidens mørke, hvor jeg ikke kunne se. Men det der skræmte mig mest var, at den flammende søjle; sprøjtende vulkansk fra dybet dybsindige og utænkelige, uden at kaste skygger som sunde flamme burde kaste, og dækkede nitrøse sten med en grim, giftige ir. I al den, sydende forbrænding lå ingen varme, men kun klamhed af død og nedbrud.

Manden, der havde bragt mig hertil, snoende sig hen til et punkt lige ved siden af den hæslige flamme, og han gjort stive ceremonielle bevægelser rettet mod den halvcirkel, han stod over for. I visse faser af ritualet svarede de med krybende hilsner, især når han holdt den afskyelige Necronomicon, han havde taget med, over hovedet; og jeg delte alle de ceremoniel hilsner fordi jeg var blevet indkaldt til denne højtid af mine forfædres skrifter. Den gamle mand gav et signal til fløjtespilleren der sad halvt i mørket, som derefter ændret sin svage monotone lyd til en knap højere lyd i en anden tone; der fremkaldte en rædsel utænkeligt og uventet. Med denne rædsel sank jeg næsten til den lavdækkede jord, naglet med en skræk ikke af denne eller nogen anden verden, men som kommer fra det forrykte mørke mellemrum mellem stjernerne.

Ud af et ufatteligt mørk, som den kolde flammes sygelige lys ikke kunne nå, ud af de tartareanske  dybder, hvorigennem den olieglinsende flod strømmede uhyggelig, uhørt og upåagtede, der baskede rytmisk en horde af tamme, trænede, hybrid bevingede ting, som ingen ved sin fulde fem nogensinde helt vil kunne forstå, eller hvis lyd nogens hjerne nogensinde helt ville kunne huske. De var ikke helt krager, eller muldvarper, eller musvåger, eller myrer, eller vampyr flagermus, eller nedbrudte mennesker; men noget jeg ikke kan og eller må genkalde mig. De baskede slapt imellem hinanden, halvt med deres svømmehuds fødder og halvt med deres hindeagtige vinger; og da de nåede skaren af deltagere besteg de kutteklædte personer dem, og red en efter en langs den uoplyste flod, igennem gruber og gallerier af panik”… ind i afsindige afgrunde og gange hvor giftige kilder løber sammen med rædselsfulde, skjulte vandfald.

Den gamle spindende kvinde var gået med skaren, og den gamle mand forblev kun fordi jeg havde nægtet at ride på et af dyrene, som resten havde gjort. Da jeg vaklende kom op på mine fødder så jeg at den amorfe fløjtespiller ikke længere var at syne, men at to af bæsterne tålmodigt stod tilbage. Da jeg holdt tilbage, fremdrog den gamle mand sin pen og tavle og skrev, at han var den sande stedfortræder for mine forfædre, der havde grundlagt julefejringen på dette gamle sted; at det var blevet forordnet at jeg skulle komme tilbage, og at de mest hemmelige mysterier endnu ikke var udført. Han skrev dette med en meget gammel håndskrift, og da jeg stadig tøvede trak han fra sin løse kåbe en signaturring og et ur, der begge havde min families segl, for at bevise, at han var, hvem ham sagde. Men det var et hæslig bevis, for jeg vidste fra gamle journaler, at dette ur var blevet begravet med min tip-tip-tip-oldefar i 1698.

Den gamle mand trak da sin hætte tilbage og pegede på de familiære ansigtstræk han havde, men jeg gøs kun, fordi jeg var sikker på, at hans ansigt blot var en djævelsk voksmaske. De baskende dyr lå nu og skrabte hvileløst på den lavdækkede jord, og jeg så at den gamle mand var næsten lige så rastløs selv. Da en af tingene begyndte at vralte og søge væk, vendte han sig hurtigt for at stoppe den; så pludselig var hans bevægelse at den voksagtige maske løsnede sig fra hvad der skulle have været hans hoved. Da dette afslørede mareridt stod placeret så jeg var afskåret fra den stentrappe som vi var kommet ned ad, kastede jeg mig ned i den olieagtige underjordiske flod, der boblede afsted mod havets huler; kastede mig ind i den rådnende saft af jordens indre rædsler før vanvidet af mine skrig kunne bringe de legioner af død ned over mig som disse forpestede-bugter måtte skjule.
På hospitalet fortalte de mig, at jeg var blevet fundet ved daggry halv-forfrossen i Kingsport Havn, klyngende mig til noget drivtømmer, som tilfældet sendt for at redde mig. De fortalte mig, at jeg havde taget den forkerte forgrening af vejen på bakken natten før, og var faldet ud fra klipperne ved Orange Point; noget de udledte af de spor der blev fundet i sneen. Der var intet, jeg kunne sige, fordi alt var galt. Alt var galt, med de brede vinduer, der viser et hav af tage, hvor kun omkring en ud af fem var gammel, og lyden af sporvogne og biler i gaderne nedenfor. De insisterede på, at dette var Kingsport, hvilket jeg ikke kunne benægte. Da jeg blev svimmel over at høre, at hospitalet stod nær den gamle kirkegård på Central Hill, sendte de mig til St Marys Hospital i Arkham, hvor jeg kunne få en bedre pleje. Jeg kunne godt lide det der, for lægerne var frisindede og de hjalp mig endda med at få adgang til den omhyggeligt beskyttede kopi af Alhazreds frastødende Necronomicon fra biblioteket på Miskatonic University. De sagde noget om en "psykose" og besluttede, at det var bedre at jeg fik bugt med mine tvangstanker.

Så jeg læste det hæslige kapitel, og gøs dobbelt, fordi det der stod var i sandhed ikke nyt for mig. Jeg havde set det før, så lad sporene i sneen fortælle, hvad de synes at gøre; og hvor det var jeg havde set dette er bedst at glemme. Der var ingen - i vågne timer - der kunne berette mig om det; men mine drømme er fyldt med rædsel, på grund af sætninger jeg ikke tør citere. Jeg tør kun citere et enkelt stykke, oversat på bedste vis fra det akavede gamle latin.

”Hulerne som ligger dybest nede,” skrev den gale araber, ”kan ikke fattes af øjne som ser; for deres vidundere er fremmede og frygtindgydende. Forbandet er den jord hvor gamle tanker lever på ny og i sære skikkelser, og ondt er det sind, som ikke findes i noget hoved. Vis var Ibn Schacabao, da han sagde, at salig er den grav, hvor ingen troldmand har hvilet, og salig er byen om natten, hvis troldmænd forbliver aske. For det er et gammelt rygte, der siger at den djævle-købte sjæl ikke haster ud af ligets ler, men nærer og vejleder ormen som gnaver; lige indtil der af fordærvet udspringer et afskyeligt liv, og jordens dunkle gravrøvere listigt bestryger det og får det til uhyrligt at svulme for at pine det. Der er hemmeligt gravet store huller der, hvor jordens porer burde være det eneste, der var, og ting har lært at gå, som burde kravle.”



Original titel: "The Festival" (skrevet i 1923, udgivet i 1925)
Oversat af Thomas Winther (2016)