Det er rart at tænke tilbage på 2019 som året hvor Lovecraft blev taget seriøst igen, og samtidig som året hvor instruktøren Richard Stanley fik sit længe, længe ventede comeback. Vi har fået begge dele med instruktøren Richard Stanleys Color out of Space (burde udkomme på dvd/blu-ray juni 2020).
Man kan spørge sig selv om hvorfor netop ”Farven fra Rummet” skulle filmatiseres for femte (!) gang. Svaret er faktisk rigtig simpelt, hvis man spørger instruktøren Richard Stanley. I et sjældent interview på podcastet Radiodrome (episode #333), fortæller han nemlig, at det er en historie der kan filmatiseres relativt billigt, fordi den foregår ét sted, og der kun kræves et begrænset antal skuespillere. Så ved vi dét!
Efter min mening formår Stanley dog at lave den hidtil bedste filmatisering af historien, i det filmen både fungerer som underholdnings, og tillige er utroligt tekstnær.
Særlingen fra Montségur
Hvis man ikke kender Richard Stanley, så er den korte version, at han er en sydafrikansk instruktør, der fór opad med film som Hardware (science fiction sat i 2000AD-universet ligesom Judge Dredd), og Dust Devil/Demonica (thriller om uopklarede mord i Namibia).
Han skulle have instrueret 90’er-udgaven af ”Dr. Moreaus Ø” (Island of Dr. Moreau), men blev fyret, angiveligt fordi han ikke kunne holde Batman-stjernen Val Kilmer under kontrol. I kan selv få hele historien, i den vanvittigt underholdende dokumentar Lost Soul (2014).
I offentlighedens øjne sank Richard Stanley i jorden, og har den sidste årrække trukket sig tilbage i Montségur. Egentlig har han dog arbejdet med dokumentarfilm, og skrevet et hav af manuskripter (lyt til episode # 439 af podcastet Radiodrome for at få et indtryk).
Eftersom Stanley ikke har instruereret en spillefilm i 25 år, så var det med bange anelser at jeg castede filmen på skærmen…
Utroligt tekstnær modernisering
Jeg havde ikke novellen i frisk erindring da jeg så filmen, så tænkte jeg at den utvivlsomt tog nogle voldsomme friheder, og måske mere skulle ses som en Richard Stanley-film, end som en Lovecraft-film. Da jeg straks efter genlæste novellen, så er det tydeligt hvor stor respekt Stanley har haft for novellen. Der er vitterligt kun ændret så meget, som har været nødvendigt for at filmen kunne foregå i nutiden.
Historien er den samme som i novellen: Et sted i New England styrter en meteorit ned, i nærheden af familien Gardners hus. Der er noget i meteoren – en farve – som forgifter vandet, og muterer og dræber alt i området. Til sidst forlader farven området, men truslen og den trykkede stemning forsvinder aldrig.
Filmen både begynder og slutter med Lovecrafts egen prosa, som er lagt i munden på vores fortæller, videnskabsmanden Ward, der skal foretage nogle undersøgelser inden man bygger et stort reservoir. Den eneste væsentlige ændring fra novellen, er at begivenhederne udspiller sig mens Ward foretager sine undersøgelser. Fortælleren tager dermed aktivt del i historien.
Både de store linjer og de små detaljer er meget tekstnære. Muterede frugter, der viser sig at smage forfærdeligt. Mor og barn der spærres inde på loftet. Dyr der forandres og må slås ihjel. En søn der drages mod brønden. Uhyggelige, kryptiske advarsler fra døende hovedpersoner. Der er kælet for at få så meget med som muligt, uden at det føles forceret eller gammeldags.
Opdateringer er meget velkomne
Den største ændring er selvfølgelig at filmen foregår i nutiden, at fortælleren (Ward) oplever begivenhederne på egen krop, og at der er flere hovedpersoner. Og det er der i virkeligheden ikke!
I novellen er Gardner og naboen Ammi de eneste reelle hovedpersoner. Man hører om Nahum Gardners kone og tre sønner, men de bliver ikke udviklet som karakterer. I filmen er det arkaiske navn ”Nahum” erstattet med det lige så arkaiske ”Nathan”, og han er nu mere en hobby-landmand end reel landmand. Naboen Ammi med pothovedet Ezra der har en hytte i nærheden.
Nathan Gardners kone Theresa er nu børsmægler, og en fuldgyldig hovedperson. Sønnerne Merwin, Zenas og Thaddeus er erstattet af børnene Lavinia, Benny og Jack, der hver har deres rolle at spille i dramaet – hvoraf Lavinia klart er mest på. Det er klart, at hvis en novelle skal udvides til spillefilmslængde, så skal der være meget mere kød på karaktererne. Derfor føles de udvidede personskildringer meget naturlige, og absolut ikke som om vi får mast et par kvindelige hovedpersoner ind for at være moderne. Lovecraft var jo mesteren i at fortie og antyde. I novellen tør Ammi ikke fortælle præcis hvad han fandt oppe på familien Gardners loft, og det er ekstremt effektivt på skrift. Den slags dur selvfølgelig ikke på film, hvor instruktøren er nødt til at vise os: Hvad skete der egentlig med kone, barn og dyrene?
Her trækker filmen helt klart på inspiration fra John Carpenters film ”Det Grusomme Udefra” (The Thing), hvor væsener smelter sammen og danner nye former. Især en scene i stalden, minder meget om en scene fra en hunde-kennel. Når Richard Stanley slipper så godt af sted med at låne effekter og scener, så skyldes det selvfølgelig at The Thing er baseret på John W. Campbells kortroman ”Det Kom Fra en Anden Verden” (Who Goes there?), der i sig selv trækker på Lovecrafts ”Vanviddets Bjerge.”
Hvad temaet og plottet angår, så kunne Color out of Space så afgjort foregå i samme univers som ”Det Grusomme Udefra.” Rent stilistisk (her tænkes på farver og stemning), så minder den dog mere om en anden fremragende Lovecraft-film – Stuart Gordons From Beyond.
Farverig film med sort nihilisme som tema
Når man nu ved at Stanley er stærkt overtroisk, og bekender sig til noget vi andre kun kender som ”New Age bullshit”, så spørger man sig selv: Hvordan vil dette nogensinde gå i spænd med Lovecrafts nihilisme? For noget at det første man ser i filmen, er pigen Lavinia, der udfører ritualer fra sin paperpack-udgave af Necronomicon, da videnskabsmanden Ward kommer til syne. I en ringere historie, ville vi enten skulle tage parti for den overtroiske pige, eller for den skeptiske videnskabsmand. I en mere positiv historie kunne man sige at de begge to har fat i en flig af sandheden, men bare ikke kan se det store billede. I en fuldgod Lovecraft-historie er det bare lige meget. Nathan Gardner prøver at ”cope” ved at drikke sig fra sans og samling. Hans kone Theresa prøver at fokusere på sin karriere. Sønnen Benny og naboen Ezra tager stoffer. Datteren Lavinia leger heks, og videnskabsmanden Ward prøver at forstå det hele. Men det er lige meget. Stillet overfor ægte, uforfærdet, kosmisk rædsel, så kan vi nærmest tro hvad vi vil. Dø skal vi alligevel.
------
En længere udgave af artiklen kan findes i Novum nr. 137
