søndag den 13. december 2020

I LY AF MØRKET


Tegneserieantologien I ly af mørket, kan nu købes forskellige steder, bl.a. via forlagets hjemmeside, Indholdet er:

DAGON – Sylvester A. Jeppesen

ROTTERNE I MURENE – Lauge Eilsøe-Madsen

DEN FRYGTELIGE GAMLE MAND – Anders Fjølvar

RANDOLPH CARTERS ERKLÆRING – Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen

KATTENE I ULTHAR – L.P. Hømkraft

BILLEDET I HUSET – NMAAR

FARVEN FRA RUMMET – Simon Petersen

PICKMANS MODEL – Peder Riis

UDYRET I GROTTEN – Christine Reinwald

https://forlaget-afkom.dk/?product=i-ly-af-morket


Anmeldelser:

http://gyseren.dk/tegneserier/i-ly-af-moerket-en-h-p-lovecraft-tegneserieantologi/

https://www.dr.dk/radio/p1/troldspejlet-podcast/troldspejlet-podcast-22

Tosset med tegneserier: https://youtu.be/5NzkAfvdlHk



mandag den 16. november 2020

10 anbefalinger...Lovecraft af Kent Damgaard



Hvad skal man læse hvis man gerne vil læse noget der er inspireret af Lovecraft? Kent Damgaard giver her 10 bud

https://youtu.be/uZ5gYfFascQ

fredag den 11. september 2020

Kickstarter - I ly af mørket


På under 24 timer kickstarter kampangen for en ny dansk Lovecraft tegneserieantologi financieret. Det er dermed sikkert at den bliver sendt til trykken. Men gå endeligt in og sirke dig dit eksemplar via kickstarter.


https://www.kickstarter.com/projects/afkom/i-ly-af-mrket-en-lovecraft-tegneserieantologi?fbclid=IwAR2LSuNTJB37_mgqtrOTuorGeEx71xQScdOfDMvoDIT5VmxMUvH6D1scJvE

søndag den 23. august 2020

Gamle tosse

I forlaget HN Publishings projekt med at oversætte og udgave alle Lovecrafts noveller som ebøger og lydbøger er turen nu kommet til ”Old Bugs”. Novellen er fra 1919, men den blev dog først udgivet i 1959. På dansk er det blevet til ”Gamle tosse”. Novellen handler om en gammel mand der er gået til hundene pga druk. Han arbejder nu på et værtshus med div. forfaldent arbejde, men når der kommer unge ind, kan han blive forfærdeligt vred i sit forsøg på at afskrække dem fra at drikke. Lovecraft skrev novelle for at afskrække en af sine bekendte fra at drikke alkohol.

Dette er ikke en særlig kendt Lovecraft novelle, men i bestræbelsen på at udgive alt, så skal den selvfølgelig tage med. Som med de andre udgivelser fra HN Publishing, så er dette en glimrende oversættelse, men det er nok en udgivelse som kun er for de få.

søndag den 14. juni 2020

Richard Stanleys Color out of Space

Af Rasmus Wichmann

Det er rart at tænke tilbage på 2019 som året hvor Lovecraft blev taget seriøst igen, og samtidig som året hvor instruktøren Richard Stanley fik sit længe, længe ventede comeback. Vi har fået begge dele med instruktøren Richard Stanleys Color out of Space (burde udkomme på dvd/blu-ray juni 2020).

Man kan spørge sig selv om hvorfor netop ”Farven fra Rummet” skulle filmatiseres for femte (!) gang. Svaret er faktisk rigtig simpelt, hvis man spørger instruktøren Richard Stanley. I et sjældent interview på podcastet Radiodrome (episode #333), fortæller han nemlig, at det er en historie der kan filmatiseres relativt billigt, fordi den foregår ét sted, og der kun kræves et begrænset antal skuespillere. Så ved vi dét!

Efter min mening formår Stanley dog at lave den hidtil bedste filmatisering af historien, i det filmen både fungerer som underholdnings, og tillige er utroligt tekstnær.

Særlingen fra Montségur
Hvis man ikke kender Richard Stanley, så er den korte version, at han er en sydafrikansk instruktør, der fór opad med film som Hardware (science fiction sat i 2000AD-universet ligesom Judge Dredd), og Dust Devil/Demonica (thriller om uopklarede mord i Namibia).

Han skulle have instrueret 90’er-udgaven af ”Dr. Moreaus Ø” (Island of Dr. Moreau), men blev fyret, angiveligt fordi han ikke kunne holde Batman-stjernen Val Kilmer under kontrol. I kan selv få hele historien, i den vanvittigt underholdende dokumentar Lost Soul (2014).

I offentlighedens øjne sank Richard Stanley i jorden, og har den sidste årrække trukket sig tilbage i Montségur. Egentlig har han dog arbejdet med dokumentarfilm, og skrevet et hav af manuskripter (lyt til episode # 439 af podcastet Radiodrome for at få et indtryk).

Eftersom Stanley ikke har instruereret en spillefilm i 25 år, så var det med bange anelser at jeg castede filmen på skærmen…

Utroligt tekstnær modernisering

Jeg havde ikke novellen i frisk erindring da jeg så filmen, så tænkte jeg at den utvivlsomt tog nogle voldsomme friheder, og måske mere skulle ses som en Richard Stanley-film, end som en Lovecraft-film. Da jeg straks efter genlæste novellen, så er det tydeligt hvor stor respekt Stanley har haft for novellen. Der er vitterligt kun ændret så meget, som har været nødvendigt for at filmen kunne foregå i nutiden.

Historien er den samme som i novellen: Et sted i New England styrter en meteorit ned, i nærheden af familien Gardners hus. Der er noget i meteoren – en farve – som forgifter vandet, og muterer og dræber alt i området. Til sidst forlader farven området, men truslen og den trykkede stemning forsvinder aldrig.

Filmen både begynder og slutter med Lovecrafts egen prosa, som er lagt i munden på vores fortæller, videnskabsmanden Ward, der skal foretage nogle undersøgelser inden man bygger et stort reservoir. Den eneste væsentlige ændring fra novellen, er at begivenhederne udspiller sig mens Ward foretager sine undersøgelser. Fortælleren tager dermed aktivt del i historien.

Både de store linjer og de små detaljer er meget tekstnære. Muterede frugter, der viser sig at smage forfærdeligt. Mor og barn der spærres inde på loftet. Dyr der forandres og må slås ihjel. En søn der drages mod brønden. Uhyggelige, kryptiske advarsler fra døende hovedpersoner. Der er kælet for at få så meget med som muligt, uden at det føles forceret eller gammeldags.

Opdateringer er meget velkomne

Den største ændring er selvfølgelig at filmen foregår i nutiden, at fortælleren (Ward) oplever begivenhederne på egen krop, og at der er flere hovedpersoner. Og det er der i virkeligheden ikke!

I novellen er Gardner og naboen Ammi de eneste reelle hovedpersoner. Man hører om Nahum Gardners kone og tre sønner, men de bliver ikke udviklet som karakterer. I filmen er det arkaiske navn ”Nahum” erstattet med det lige så arkaiske ”Nathan”, og han er nu mere en hobby-landmand end reel landmand. Naboen Ammi med pothovedet Ezra der har en hytte i nærheden.

Nathan Gardners kone Theresa er nu børsmægler, og en fuldgyldig hovedperson. Sønnerne Merwin, Zenas og Thaddeus er erstattet af børnene Lavinia, Benny og Jack, der hver har deres rolle at spille i dramaet – hvoraf Lavinia klart er mest på. Det er klart, at hvis en novelle skal udvides til spillefilmslængde, så skal der være meget mere kød på karaktererne. Derfor føles de udvidede personskildringer meget naturlige, og absolut ikke som om vi får mast et par kvindelige hovedpersoner ind for at være moderne. Lovecraft var jo mesteren i at fortie og antyde. I novellen tør Ammi ikke fortælle præcis hvad han fandt oppe på familien Gardners loft, og det er ekstremt effektivt på skrift. Den slags dur selvfølgelig ikke på film, hvor instruktøren er nødt til at vise os: Hvad skete der egentlig med kone, barn og dyrene?

Her trækker filmen helt klart på inspiration fra John Carpenters film ”Det Grusomme Udefra” (The Thing), hvor væsener smelter sammen og danner nye former. Især en scene i stalden, minder meget om en scene fra en hunde-kennel. Når Richard Stanley slipper så godt af sted med at låne effekter og scener, så skyldes det selvfølgelig at The Thing er baseret på John W. Campbells kortroman ”Det Kom Fra en Anden Verden” (Who Goes there?), der i sig selv trækker på Lovecrafts ”Vanviddets Bjerge.”

Hvad temaet og plottet angår, så kunne Color out of Space så afgjort foregå i samme univers som ”Det Grusomme Udefra.” Rent stilistisk (her tænkes på farver og stemning), så minder den dog mere om en anden fremragende Lovecraft-film – Stuart Gordons From Beyond.

Farverig film med sort nihilisme som tema

Når man nu ved at Stanley er stærkt overtroisk, og bekender sig til noget vi andre kun kender som ”New Age bullshit”, så spørger man sig selv: Hvordan vil dette nogensinde gå i spænd med Lovecrafts nihilisme? For noget at det første man ser i filmen, er pigen Lavinia, der udfører ritualer fra sin paperpack-udgave af Necronomicon, da videnskabsmanden Ward kommer til syne. I en ringere historie, ville vi enten skulle tage parti for den overtroiske pige, eller for den skeptiske videnskabsmand. I en mere positiv historie kunne man sige at de begge to har fat i en flig af sandheden, men bare ikke kan se det store billede. I en fuldgod Lovecraft-historie er det bare lige meget. Nathan Gardner prøver at ”cope” ved at drikke sig fra sans og samling. Hans kone Theresa prøver at fokusere på sin karriere. Sønnen Benny og naboen Ezra tager stoffer. Datteren Lavinia leger heks, og videnskabsmanden Ward prøver at forstå det hele. Men det er lige meget. Stillet overfor ægte, uforfærdet, kosmisk rædsel, så kan vi nærmest tro hvad vi vil. Dø skal vi alligevel.

------
En længere udgave af artiklen kan findes i Novum nr. 137

lørdag den 28. marts 2020

Han Duo spiller Call of Cthulhu


En af mine favorit podcasts er Han Duo. Den er yderst velproduceret, og har givet mig masser af inspiration til både film og TV-serier som jeg ellers nok ikke havde fået set. Det har flere gange omtalt Lovecraft, og tidligere lavet et helt afsnit kun om ham. En af deres nyeste projekter er at optage et spil Call of Cthulhu. Det første af de fire afsnit kan høres i deres normale feet helt gratis, mens de sidste tre afsnit kræver et abonnement til Podimo.